Undervisningens organisering

Undervisningens organisering­­

Formålet med undervisningens organisering er at skabe de bedste rammer for den enkelte elevs læring og udvikling. 

Derfor skal skolens årsplan og uge-skemaer give mulighed for fleksibilitet, så der er mulighed for at arbejde med afvekslende undervisningsformer, klasse-, hold- og projektundervisning, og i varierende læringsrum.  Det er således en del af skolens profil, at udeundervisningen prioriteres på alle klassetrin. 

Skolens grundskema skal således kunne tilpasses, når der i planlægningen af læringsforløb er brug for at kunne arbejde i andre tidsmoduler end grundskemaet tilbyder, når der er brug for at læring foregår i andre fysiske rammer end skolens, eller når det er hensigtsmæssigt, at elevgruppen er sammensat ud fra andre kriterier end alder og klasser f.eks. interesser og kompetencer. 

Holddannelse anvendes i kortere eller længerevarende forløb, hvor det er relevant i forhold til opfyldelse af læringsmål for den enkelte elev eller for en gruppe af elever, og i overensstemmelse med reglerne i Folke-skoleloven. 

Den understøttende undervisning, bevægelsesmodulet samt timerne til lektiehjælp og faglig fordybelse organi-seres således, at holddannelsen sker med udgangspunkt i de to afdelinger: indskolingen og mellemtrinnet. 

Elevernes timetal 

Undervisningstiden tilrettelægges således, at årsnormen udgør mindst 1110 timer i børnehaveklassen og i 1.-3. klasse, og mindst 1320 timer i 4.-6. klasse svarende til et gennemsnitligt ugentligt timetal på hhv. 27,75 og 33 timer. Pauserne indgår i den samlede undervisningstid. 

Fordelingen af timer på de enkelte fag sker i henhold til minimumstimetallene, som er fastsat i Folkeskoleloven. 

På 4. årgang erstattes den ene ugentlige idrætslektion dog af en ugentlig svømmelektion. 

Den understøttende undervisning 

Den understøttende undervisning består af bevægelse, lektiehjælp og understøttende undervisning.

Timetallene til understøttende undervisning udgøres af forskellen mellem den samlede undervisningstid på hhv. 27,75 og 33 timer og minimumstimetallene. 

Undervisningstiden tilrettelægges, sådan at eleverne får motion og bevægelse og motion gennemsnitligt 45 minutter pr. dag. Udover idrætsundervisningen er motion og bevægelse skemalagt. Indskolingen har bevægelse 5 dage om ugen – et dagligt modul á 22 minutter, mellemtrinnet tilstræbes at have bevægelse 4 dage. Bevægelsesmodulet suppleres med den bevægelse, som indgår i undervisningen i fagene. 

Lektiehjælp og faglig fordybelse skemalægges så det tilstræbes, at der tilbydes lektiehjælp minimum 3 dage om ugen.

Understøttende undervisning anvendes til læringsaktiviteter med tilknytning til undervisningen i folkeskolens fag og emner eller tager sigte på at styrke elevernes læringsparathed, sociale kompetencer eller trivsel. 

For eleverne i børnehaveklassen indgår 1 ugentlig lektion i Musik i samarbejde med Slagelse Musikskole i den understøttende undervisning

For eleverne i 1. -6. klasse indgår 60 minutters instrumental-undervisning og orkestersammenspil i den understøttende undervisning. 

Udover partnerskabsaftalen med Slagelse Musikskole samarbejder skolen med de idrætsorganisationer, som har indgået partnerskabsaftaler med Slagelse Kommune, med Naturskolen samt øvrige kommunale eller lokale skoler, foreninger, organisationer, virksomheder eller privatpersoner, som kan bidrage til at den fag-faglige eller den understøttende undervisning lever op til dens formål. 

Skoledagens længde 

Det tilstræbes, at elevernes samlede undervisningstid tilrettelægges, så timerne fordeles ligeligt på ugens 5 dage. 

I skoleåret 2019/20 starter 1. lektion kl. 7.30, så der er en rimelig sammenhæng mellem bussernes ankomsttid og tidspunktet for undervisningens start samt mellem tidspunkterne for undervisningens ophør og bussernes afgangstidspunkter og så skoledagen slutter så tidligt, at elevernes mulighed for at have et samlet og sammenhængende fritidsliv efter skoledagens ophør tilgodeses bedst muligt. 

Ved ændring af busplanen tilrettes mødetiden om nødvendigt, så sammenhængen bevares.

 

Vedtaget af Fællesbestyrelsen den 11. marts 2019

 

 

Siden er sidst opdateret 15. august 2019